Esrum Kost- & Friskole, der har til huse i den gamle Esrum Kro, ligger i den lille by Esrum i Nordsjælland. Kostskolen ligger i noget af Danmarks smukkeste natur, tæt ved Grib Skov og Esrum Sø, og er omgivet af historiske knudepunkter.
Esrum Kro blev oprindeligt bygget i 1906, og rummede i sin tid en stor festsal, en smuk anlagt have og en skydebane. Køkkenet modtog efter sigende stor anerkendelse for den kulinariske formåen, og stedet kunne servere op til 250 kuverter. Kroen var kendt for sin charmerende stil, og er løbende blevet nænsomt moderniseret, således at den stadig står i sin gamle stil, nu dog med alle moderne faciliteter der er nødvendige for at drive en professionel kost- og friskole.
Skolen ligger i den hyggelige hovedbygning. De yngste grupper (mellemtrinnet) holder til i stueetagen. Her er der udover to store gruppelokaler en opholdsstue, et grupperum, et moderne science lokale og et rigt udstyret musiklokale til brug for alle grupper.
9. og 10. klassetrin, der holder til på 2. sal, råder over fire, fleksible gruppelokaler og et stort fælleslokale. Vi bruger meget at have fællesundervisning i det store lokale og gruppeundervisning i de små gruppelokaler.
Herudover råder skolen over en hal, en billedkunst/træværksted, volleyboldbane og multibane. Vi har – i tilknytning til skolens åbne køkken – et smukt og hyggeligt orangeri, hvor elever kan trække ud og sidde koncentreret og arbejde, når undervisningssituationen driller.
Skolen bruger desuden lokalområdet meget i undervisningen. Fx Esrum Boldbane i idræt og det nærliggende Esrum Kloster med sø og skov i natur og teknik.