Værdigrundlag

Kontakt os

Vi har i 2024-25 endnu en gang arbejdet med skolens værdigrundlag, for at sikre os at det fortsat afspejler den tilgang vi ønsker kendetegner vores møde med både elever, pårørende og samarbejdspartnere.

På Esrum Kost- og Friskole er værdier noget vi synes skal afspejle sig i vores daglige praksis, og dermed også noget vi forstår som dynamisk og altid i bevægelse. Vi ønsker at vores værdigrundlag afspejler vores pædagogiske ambitioner i vores skoleform, vores forventninger til hinanden, det fællesskabende samt rummelighed i forhold til forskellighed. Derudover danner værdigrundlaget rammen og grundlaget for fortsat udvikling af et pædagogisk sprog og kultur.

Alt hvad vi gør, tager naturligvis udgangspunkt i vores elever, og har til formål at give dem tryghed, omsorg og dannelse, så de får en grunduddannelse og har mod på at kaste sig ud i ungdomslivet med færdigheder til at mestre en ungdomsuddannelse og troen på at de hver især er væsentlige for fællesskabet.

Vores værdigrundlag blev godkendt af vores bestyrelse d. 10. februar 2025, og er som følger:

Målrettet eleverne;

Selvstændig navigation i fællesskab

Vi ønsker at fremme elevernes evne til at navigere selvstændigt i både personlige og sociale sammenhænge.

Gennem almen dannelse og praktisk anvendelse af viden og erfaring styrker vi deres individuelle færdigheder til at agere ansvarligt, reflekteret og meningsfuldt i fællesskaber og samfundet som helhed.

Inddragelse og udvikling i fællesskab

Vi stræber efter at skabe et miljø, hvor alle elever bliver set som betydningsfulde og inviteres til aktiv deltagelse.

Gennem tid til fordybelse og eftertanke, samt åbenhed over for forskellighed støtter vi eleverne i at opbygge troen på deres egne evner og formåen.

Vi værdsætter og imødekommer forskellige behov for at fremme elevernes oplevelse af meningsfuldhed, deres oplevelse af at høre til og styrkelse af den enkelte elevs udvikling.

Målrettet os alle;

Nysgerrighed og vedholdenhed i bevægelse

Vi værdsætter en kultur, hvor vi møder hinanden og verden med nysgerrighed og oprigtig interesse. Gennem eksperimenter og en legende tilgang fremmer vi modet til at prøve, fejle og prøve igen på vejen mod læring og udvikling.

Vi stræber efter at vi alle, både elever og voksne, tilegner os færdigheder gennem engagement og en vedvarende indsats, hvor vi gør os umage og er i bevægelse mod nye mål.

Målrettet de voksnes rolle og ansvar;

Autentisk vejledning og tillidsskabende nærvær

De voksne har en autentisk og engageret rolle, hvor de møder eleverne med interesse, hjælpsomhed og et klart ønske om at bidrage til deres udvikling.

Med åbenhed for forskellighed og respekt for individuelle behov skaber de voksne en tillidsfuld atmosfære, der inspirerer, smitter og forbinder det faglige stof med omverden.

De voksne har en skærpet opmærksomhed på at balancere rummelighed og at sikre, at fællesskabet er et trygt sted for alle at vokse og lære.

 

Skriv til os

+45 48 39 09 50