Værdigrundlag

Vi mener, at menneskelige relationer og problemer skal forstås og behandles systemisk. Det vil sige, at de ikke kan føres tilbage til det enkelte individ, men opstår og holdes ved lige i sociale samspil og derfor også må behandles gennem inddragelse af disse samspil, f.eks. familien, skolen eller samfundet. I vores sammenhæng betyder det dels, at der kan være familiære eller personlighedsmæssige problemstillinger tilknyttet den enkelte elev, som vi må forholde os til i fællesskabet, men også at vi må se den enkelte elev og dennes udfordringer i gruppen, på skolen og i samfundet for at gøre eleven hel og samfundsduelig.

Vi mener, at vi voksne har ansvaret for – både i det støttende arbejde og i undervisningen – at skabe et miljø med fokus på enighed, omsorg, ærlighed, tryghed og læring for at sikre den bedst mulige udvikling og trivsel for eleverne. Denne tilgang præger både relationer mellem voksne og elever og de professionelle imellem. Alle kommer med deres sociale kapital eller ballast og bliver en del af fællesskabets indbyrdes relationer, pædagogisk og læringsmæssigt.

Anerkendende og relationel koordinering i vores daglige arbejde understøtter således den sociale kapital i den enkelte, og relationerne skal til stadighed koordineres i en anerkendende kontekst for at løse kerneopgaven – nemlig uddannelse og dannelse. Det er således ikke nok, at vi voksne er dygtige til vores fag, hvis samarbejde og koordinering af opgaver i forhold til eleven og systemet omkring eleven ikke følges op både tværfagligt og kollegialt.

Der er mange faktorer, man kan sætte fokus på for at styrke den anerkendende og relationelle koordinering, for dermed at understøtte og øge den sociale kapital og herigennem udvikle gode resultater både i fællesskabet og for den enkelte.

Vi arbejder fokuseret på:

• at skabe et fælles sprog og en fælles viden
• at skabe fælles mål
• at skabe gensidig respekt
• at skabe udvikling

Vi mennesker lever og ånder fortællinger – således også vores elever. Deres identiteter skabes gennem påvirkning fra samfundets, kulturens, skolens, familiens og den unges egen dominerende fortælling(er). Nogle gange er disse fortællinger uhensigtsmæssige for, at elevens liv udvikler sig alderssvarende. De kan medvirke til at skabe et stigmatiserende eller ensidigt syn på eleven eller på indbyrdes relationer mellem eleven og andre mennesker. Den narrative (fortællende) tilgang introducerer alternative fortællinger eller udvider de oprindelige med nye fortællinger, der bibringer andre synsvinkler og perspektiver på samspilsrelationerne mellem os som skole, vores elever, deres familier om det omgivende samfund. Derfor mener vi, at forandringerne må ske i tråd med denne tilgang.

Vi arbejder på, at vi i vores læringssyn møder den enkelte elev dér, hvor eleven er rent fagligt eller personligt. Det handler om at blive klog på elevens faglige niveau eller personlige udfordringer i forhold til muligheder og potentialer og derfra udvikle og åbne døre til de næste niveauer. Zonen for den nærmeste udvikling er det område, hvor eleven sammen med en voksen lærer eller pædagog kan klare opgaver, som han/hun endnu ikke selv kan klare, men i morgen kan på egen hånd.

Zonen for nærmeste udvikling handler også om stilladsering, som er balancegangen mellem det, eleven selv lærer, og det eleven lærer med assistance fra mennesker i dets omverdenen. Stilladsering er den begrebsdannelse og læring, der sker i dette spændingsfelt mellem underviser og elev eller voksen og barn i pædagogiske sammenhænge – altså det støttende stillads, eleven får bygget op i forhold til konkrete problemstillinger og løsninger.